Angry Canary v. Lise Lotz
  • Hjem
  • Oversættelser
    • "Om at være autist" - fortællinger af sendiagnosticerede
    • MIK - Mennesket I Kontekst
    • "Aspie-kriterier" af Attwood & Gray
    • "Kvinder og piger med Aspergers Syndrom" af Samantha Craft
  • Undertekster
    • TED Talks
  • Blog
  • Om mig/Kontakt
    • Hvorfor er kanariefuglen dog så vred?

Angry Canary

#actuallyautistic

Hvorfor er kanariefuglen dog så vred?



Billede
Billede
Billede
Der var engang, da energi var noget, som man fik fra kul, der blev hentet op af kulminearbejdere fra dybt nede i jorden. Det var hårdt og beskidt arbejde, og det var også livsfarligt.

Med jævne mellemrum ramte kulminearbejderne lommer af usynlige, lugtløse men dræbende gasser, der kunne sive ind i minerne og i værste tilfælde tage livet af arbejdene.

For at undgå gasdøden i minerne fandt man på at tage et lille bur med en levende kanariefugl med ned i minen hver dag. Kanariefuglen er nemlig meget mindre og dermed også meget mere følsom overfor de farlige gasser end mennesker, så ved at holde øje med den lille gule fugl var det muligt at reagere på gasudslip: hvis kanariefuglen faldt halv- eller heldød ned fra sin pind, så var det på tide at komme op fra minen og få gjort noget ved luften i mineskakten, inden den usynlige dræber ville tage livet af minearbejderne.

I dag er kul blevet umoderne de fleste steder. Vi får energi på andre måder. Og kanariefuglen ligger ikke længere halvdød i bunden af et lille bur i bunden af en giftig kulmine. Den er blevet til en metafor.

Jeg er autist. Diagnosticeret i en høj alder - efter en seriøs nedtur, som jeg havde svært ved at komme ud af.

Men nu hvor jeg har fået en autismediagnose forstår jeg bedre, hvorfor jeg har været så nervøs hele mit liv. Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg tænker anderledes, opfatter anderledes, reagerer anderledes, handler anderledes - og jeg forstår bedre, hvorfor og hvordan denne anderledeshed gør mig mere følsom og stresset end de fleste og får mig til at falde af pinden igen og igen. Mit livs melodi har været i mol. Ked-af-det har været en grundtone. Jeg har følt mig alene, forkert og anderledes på den ufede måde.

Jeg har brugt hele mit liv på at prøve at lære at tilpasse mig, så jeg ikke blev opfattet som anderledes. Det har jeg været dygtig til. Jeg har klaret mig. Ingen har opdaget, at jeg er autist, men det er jeg, og det har jeg været fra fødslen. Næsten usynligt. Grundigt maskeret. Og på evindeligt overarbejde.

Jeg - og andre autister - lever i en verden, der ikke er indrettet til vores slags og som ikke forstår og ser os som fuldgode medmennesker, der ikke skal laves om, og som ikke er “forkerte“, og dét er hovedproblemet.

Så altså, hvis vi skal dissekere kanariefuglen - rent metaforisk, naturligvis: Jeg - og andre autister og atter andre, der er anderledes og følsomme - er de sensitive væsener, der tidligere og tydeligere end andre reagerer på, at noget er galt. Kulminen, ja, det er naturligvis et billede på “samfundet”, den vestlige verdens præstationskultur, der på mange måder er blevet giftig. Så giftig, at også mennesker, der ikke har en diagnose, falder ned fra deres respektive pinde af stress, angst og depression.

Og det er derfor kanariefuglen er vred: én ting er, at en enkelt kanariefugl-kollega falder udmattet ned af sin pind i ny og næ. Det er trist. Men at mennesker drysser ned i tusindtal, fordi samfundet er på afveje og presser os langt ud over, hvad vi kan holde til, dét gør mig vred. Fordi det kan undgås.

Jeg bliver vred, fordi rigtig meget af den “behandling” af autister, der finder sted i Danmark og i verden i dag, handler om “symptombehandling”. Autister bliver stadig i vid udstrækning trænet i og opfordret til at tilpasse sig “normalsamfundet”. Succeskriteriet, som vi igen og igen bliver udsat for mere eller mindre direkte er: Normalitet! Frem for alt! På trods af, at mange fagfolk, forældre og andre involverede tror, at de gør noget andet og accepterer vores anderledeshed. Det gør de ikke altid, selvom de har viljen til at gøre det.

Og det er netop det, som vi bliver syge af! Vi er ikke “normale”, og vi bliver det aldrig, uanset hvor meget vi øver os! Kravet om “normalitet” er det sted, hvor al den stress, angst og depression, som ofte følger med autismen, kommer fra. Vi kan ikke for alvor kan få lov til at være os selv. Men hvis vi tilpasser os, så er der ingen, der lærer noget af vores analyser, fornemmelser, erfaringer og indsigter fra bunden af fugleburet, som kunne komme alle til gode.

Den vrede kanariefugl vil ikke tilpasse sig. Jeg vil ikke tilpasse mig. Jeg vil kæmpe for at udbrede den autistiske synsvinkel, det anderledes blik, det ærlige og upassende svar på store og små spørgsmål, og med min mikroaktivisme, vil jeg arbejde for at  verden forandrer sig til det bedre for autister og alle andre mennesker. 

Når det så er sagt, så er jeg altså ikke kun vred. Jeg er også både klog, sød, venlig, hjælpsom og tålmodig, og jeg vil rigtig gerne i kontakt med min omverden og dele og samarbejde. Og jeg er altid kvinde for en god hjemmebagt kage til at få det hele til at glide.
Billede

Hvorfor “Angry Canary” - på engelsk?
​Det lyder bare bedre end “vred kanariefugl”!



Kontakt

Lise Lotz
Email
Tlf. 31 54 19 19 - helst sms - efter kl. 17
  • Hjem
  • Oversættelser
    • "Om at være autist" - fortællinger af sendiagnosticerede
    • MIK - Mennesket I Kontekst
    • "Aspie-kriterier" af Attwood & Gray
    • "Kvinder og piger med Aspergers Syndrom" af Samantha Craft
  • Undertekster
    • TED Talks
  • Blog
  • Om mig/Kontakt
    • Hvorfor er kanariefuglen dog så vred?